nyhed

Jyske kommuner viser vejen til at forbedre velfærden med ny teknologi

24-5/2018

I januar i år lancerede KL initiativet "Kommunernes teknologispring – velfærdsudvikling gennem ny teknologi", fordi der mangler viden om, hvordan ny teknologi kan bruges til at udvikle velfærden i kommunerne. Til KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum den 17. og 18. maj i Aalborg Kongres & Kulturcenter var dette også på dagsordenen.

Skive og Randers er blandt de kommuner, der kan vise landets andre kommuner vejen, fordi de har omfavnet ny teknologi på sundhedsområdet for at forbedre borgernes livskvalitet og hverdag:

”Nye teknologier er supplerende værktøjer i vores værktøjskasse og bidrager til vores fagområde. Men det er også vigtigt at forholde sig kritisk til, om de nye teknologier giver mening i forhold til de konkrete behov og udfordringer, som vi skal løse. For det er bestemt ikke alle nye teknologier, der giver mening at implementere i vores arbejde,” siger Toke Hoeing Lauritzen, fysioterapeut og klinisk underviser ved Randers Sundhedscenter.

nyhed

Teknologi løfter genoptræningens kvalitet i Skive

Skive Kommunes sundhedscenter har fast udstillingen ”Sundhed og Teknologi”, hvor borgerne kan komme og se, hvilke nye brugerbetalte teknologiske redskaber, der kan hjælpe dem med de udfordringer, de har i deres hverdag, og hvor de får vejledning af en ergoterapeut. Det kan være udstyr, der kan åbne og lukke vinduer eller en app, der hjælper med at få hverdagen til at fungere, hvis det kniber med hukommelsen.

Kommunens fysioterapeuter bruger også ny teknologi i deres arbejde med borgerne. I 2014 valgte Skive Kommune at investere i et vægtaflastende astronautløbebånd, AlterG, som er udviklet af NASA, for at forbedre genoptræningen af borgere med forskellige fysiologiske og neurologiske problemer. I 2016 købte kommunen en ekstra AlterG og har nu to maskiner, hvor borgerne kan træne i næsten vægtløs tilstand.

”Vi var usikre på, om vi skulle købe en AlterG, fordi det er mange penge at investere i en maskine for en kommune på vores størrelse. Men det er de bedste penge, vi har brugt på velfærdsteknologi, fordi den blandt andet giver os mulighed for at træne borgere, som vi tidligere havde vanskelig ved at give et optimalt træningsforløb. Flere borgere får et kortere genoptræningsforløb og kommer hurtigere tilbage på arbejde,” siger Marianne Balsby, leder af Sundhedscenter Skive, og fortsætter:

”Vi bruger løbebåndet til borgere med vidt forskellige sundhedsmæssige udfordringer – alt fra borgere med vægtproblemer, nyopererede, kronisk syge som fx KOL-patienter og borgere i hjerterehabiliteringsforløb. Vi har også meget unge borgere, som genoptræner i AlterG’en med succes. Det er nemlig ikke kun for de ældre.”

Fysioterapeuter fra Skive Kommune har også været ude at undervise i brugen af AlterG, og fortælle om Skive Kommunes resultater med træning i AlterG, i flere af landets kommuner.

Se her hvor du kan træne i AlterG

Teknologien skaber træningsmotivation 

Randers Kommune investeret i tre AlterG-løbebånd. En af maskinerne står i byens sundhedscenter, hvor nogle borgere også kan træne i maskinen uden hjælp fra en fysioterapeut.

”Borgerne får en succesoplevelse, når de træner i AlterG’en, fordi vi kan reducere deres vægt med op til 80 procent. Det betyder en træning uden smerter og en følelse af, at de er tættere på målet, fordi det pludselig bliver let for dem at gå. Derfor kommer de i sundhedscenteret for at fortsætte deres træning i maskinen på egen hånd, selvom de ikke har en tid hos fysioterapeuten den dag,” forklarer Toke Hoeing Lauritzen.

Ifølge ham er det netop den vægtreducerende funktion, som har givet Randers Kommune nye muligheder for at målrette deres behandling bedre til den enkelte borger:

”Hvis en borger har brækket benet, og lægen har sagt, at genoptræningen kun må ske med en bestemt belastning, så reducerer vi borgerens vægt, så benet kun belastes i den grad, som lægen har ordineret. Derfor kan vi komme i gang med genoptræning med det samme,” forklarer Toke Hoeing Lauritzen og fortsætter:

”Før vi investerede i AlterG, foregik denne træning typisk i en gangbarre, og her er det svært for både terapeut og borger at vide, hvor meget belastning benet udsættes for. Når vi kan ”arbejde” terapeutisk med tyngden, øges kvaliteten af den fysioterapeutiske indsats, og borgeren trænes på det rette niveau.”

Træning med robot kan hjælpe Michael

Michael Jodehl er en af de borgere, hvis livskvalitet og selvhjulpenhed er afhængig af den rette genoptræning. I 2001 fik han en rygmarvsskade efter en gymnastikulykke og blev lam fra halsen og ned. Efter mange års hård genoptræning har han mod alle odds genvundet sin gangfunktion ved genoptræning i AlterG.

Næste skridt for Michael er at genoptræne sine fingre, der er foldet helt sammen efter lammelsen, så han bedre kan bruge dem. Derfor har han testet en computerassisteret fingerrobot fra Østrig, Tyrosolution Amadeo, som netop er kommet til Danmark og blev udstillet på KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum.

Fingerrobotten hjælper Michael med at folde hans fingre ud. Den terapiform foregår i dag manuelt på de danske genoptræningscentre. Robotten registrerer, hvis Michael selv har lidt funktion i hænder og fingre, og giver ham kun den nødvendige støtte. Ved spasmer stopper fingerrobotten automatisk med det samme.

”Jeg kunne mærke, at der skete ret meget fra de første fem minutter, til jeg var færdig med hver hånd efter 20 minutters træning. I starten kunne jeg ikke bevæge fingrene ret meget, men til sidst skete der et kæmpe fremskridt, hvor jeg kunne bukke og strække mine fingre,” siger Michael og fortsætter:

”Da jeg var færdig, kunne jeg ved egen hjælp bukke og strække min højre pegefinger tæt på 100 procent. Det havde jeg slet ikke forventet på så kort tid. Fingerrobotten gjorde det muligt for mig at lave omkring 54 gentagelser på 20 minutter af alle fingre. Det er virkelig mange gange i forhold til, hvad en ergoterapeut kan nå på samme tid.”